En rigtig Jæger

Der er omkring 175.000 jægere i Danmark, og heraf er vi ca. 2.100 buejægere.
Jeg tror på mangfoldighed, og at det er vigtigt at vi anerkender og respekterer hinandens synspunkter og valg – herunder de forskellige jagtformer vi hver især dyrker. Men, hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg også at vi buejægere er lidt sejere end alle andre danske jægere. Altså bortset fra en lille gruppe jægere fra Aalborg, som ikke er med i statistikken over danskere med gyldigt jagttegn.

En artikel af Mathias Kolringen
Instagram @mathiaskolringen

I 1961 blev det danske jægerkorps oprettet som landmilitærets specialstyrke, der med kort varsel kan indsættes både nationalt og internationalt. Korpset kan i teorien føre sin historie helt tilbage til 2. Sjællandske Jægerkorps, som blev oprettet i 1785 af Kong Christian den 7. Den gang var soldaterne trænet og rustet til at bruge jægerens færdigheder i krig, og havde typisk en baggrund som herregårdsskytter eller lignede. Det moderne Jægerkorps bærer fortsat et jagthorn og Kong Christian den 7’s initialer som afdelingsmærke, men ellers er der meget langt mellem de færdighederne, og det udstyr vi buejægere bruger, og en Jægersoldat.

Alligevel satte jeg mig for at finde ud af, om der ikke er nogle af jægerkorpsets tilgange og færdigheder som vi buejægere kan få glæde af at anvende. Eller i alt fald tænke over.

Mere at være, end at synes… (Jægerkorpset motto)

På den baggrund havde jeg sat en dansk Jægersoldat i stævne. Jeg kalder ham i artiklen for Ole, da han fortsat er operativ. Altså fortsat er en del af de få og nøje udvalgte danske soldater, der bliver sendt ud til verdens brændpunkter, eller bistår med anti-terror opgaver i Danmark. Og selvom Ole kan fortælle mange spændende historier om den del af hans liv, så er det hans færdigheder i naturen jeg er interesseret i. For da bueprøven først var bestået, har jeg som buejæger virkelig kæmpet med to ting.

For det første synes jeg det er svært at finde ud af hvordan jeg bedst bevæger mig i terrænet. Både når jeg forsøger at finde et jagtbart dyr, og derefter når jeg skal forsøge at komme på skudhold. Og for det andet, så er min tålmodighed generelt på niveau med den tålmodighed mine tre sønner byder ind med juleaften. Især er min tålmodighed tæt på nul, hvis jeg skal sidde stille i et tårn og vente på, at et jagtbart dyr tilfældigvis kommer forbi.  

For tæt på

Det var en hyggelig sommeraften, og med hjælp fra en proptrækker og en korkprop startede Ole og jeg med at tale bevægelse frem mod ”målet”. Interessant nok, så var Ole’s første pointe at jeg skal starte ”opgaven” med tælle baglæns. Hvad er det længste jeg kan være væk fra målet og stadigvæk løse opgaven? Måske det var vinen, men den tilgang gav mig en mindre åbenbaring. Selvom den jo er ganske lige til.

Jeg er gået på buejagt med en tilgang om at komme så tæt på dyret som muligt. Der er i virkeligheden nok kun tale om meget få meter til forskel, men det er ikke så få gange at jeg er blevet opdaget på det, eller de, sidste skridt. Særligt har en jagt på Anholt forfulgt mig – råen listede en tidlig november morgen ud på den sti jeg stod på, men i stedet for at blive ståendende og tage skuddet, valgte jeg at forsøge at komme tættere på. Og selvom jeg skyder med langbue, så betyder et eller to skridt på 10 – 12 meter ikke noget.

Det er naturligvis vigtigt at være opmærksom på sin formåen i forhold til at kunne afgive et dræbende skud, altså løse opgaven, men Ole’s pointe er, at hvis opgaven kan løses på 12 meter, hvorfor så bevæge sig ind på 10 meter? Risikoen for at blive opdaget stiger jo tættere man kommer på målet, og jo mere man bevæger sig.

Lige på

Selvom jeg ikke er uddannet i ’stalking” som Ole kalder det, så vil de fleste buejægere nok være bekendt med Ole’s næste pointe om at bevæge sig lige på målet. Så er du sværere at se. Aldrig på tværs. Som snakken skrider frem, kommer der dog noget nyt til, i form af det Ole kalder for dybe V’er.

Med Ole’s ord lyder det noget i stil med:
”Når du skal erkende dit måls placering, skal du søge lige frem gennem terrænet. Når du så får øje på dit mål, laver du en plan for din videre bevægelse gennem terrænet. Den plan kan være at du fortsætter lige frem mod målet eller kræve at du søger stille baglæns, for derefter at komme op et nyt sted, hvor du så kan bevæge dig lige ind på målet.”

Det lyder jo nemt nok. Særligt efter et par glas vin. Men, hvis jeg er kommet ind på 30 meter af et dyr, og de næste 10 meter er dækket af tørre bøgeblade, der lyder som cornflakes når man træder på dem, så kan jeg gå nok så meget ”lige på”, men væk er dyret inden de første skidt er taget.

Den knastørre konklusion fra Ole er, at jeg jo så ikke har løst opgaven… og at man jo aldrig skal vælge en tilgang, der med sikker gør at opgaven ikke kan løses.

Altså burde jeg vælge at bevæge mig lige bagud, til jeg er ude af syne, og så forsøge at finde en ny vej frem mod mål. Altså en V-bevægelse.

Alternativt, og nok mere realistisk, blive stående, væbne mig med tålmodighed og så håbe på at dyret bevæget sig ind på en afstand, hvor jeg kan løse opgaven.  

Er der forskel på tålmodighed?

At stå med hjertet oppe i halsen, mens et dyr langsomt bevæger sig frem mod en skudbar placering, får mildest talt tiden til at flyve af sted. Da jeg ikke er religiøs, lover jeg mig selv alt muligt i sådanne situationer. Hvis råen bare kommer på skudhold, så laver jeg rådyr-kebab til hele byen eller hvis den hare kommer to meter tættere på, så køber jeg en ny bue til mig selv. Og det er da blevet til en ny bue, men jeg oplever at der er stor forskel på ”aktivt” at vente på et dyr kommer nærmere, i modsætning til at sidde passivt i et tårn og håbe på at der kommer et dyr forbi.

En af Jægerkorpsets opgaver er at indsamle oplysninger, og den opgave kan kræve at jægersoldaterne skal ligge stille på samme sted i lang tid ad gangen. For mig at se, må det kræve en enorm stor tålmodighed.

Men sådan ser Ole ikke på det. Han ser det at vente som en del af den opgave, der skal løses. Og derfor kan det ikke sammenlignes med selv at vælge at sidde i et jagttårn. For når en opgave skal løses, kan man ikke bare samle sine ting sammen, når man ikke gider mere, og køre hjem og hygge sig.   

Hvordan skal elefanten spises?

Men, selv når opgaven skal løses, er der ifølge Ole god logik i at dele opgaven op i mindre bidder. For selvom jægersoldater gennemgår en lang og krævende udvælgelsesproces, efterfulgt at et endnu længere og mere krævende uddannelsesforløb, så kan de ikke sidde med en kikkert for øjerne i det uendelige. Derfor deler jægerkorpset også opgaver op i faser og anvender en løbende rotation mellem medlemmerne af patruljen.

Rotationen går naturligvis ikke på en ensom buejagt, men jeg kan godt se en løsning, hvor jeg arbejder med faste intervaller for pauser, en tår kaffe, en bid chokolade, skift af position eller andre afbræk, der kan give mig en følelse af fremdrift og afveksling.

Der er dog også en fin balance mellem en for struktureret tilgang, og den frihed jeg oplever når jeg er på buejagt. For der er ikke mange andre steder i livet, hvor resultatet af mine beslutninger er så udtalt. Et skridt for meget, og så bliver timers ”arbejde” endnu en lige ved og næsten oplevelse. Eller modsat, en følelse af total lykke, når alt flasker sig.

Det du gør

Vinflasken er også ved at være tom, og en spændende, hyggelig og lærerig snak lakker mod ende. Konklusionen er, at der ikke er meget gammeldags herregårdsskytte over Ole, og at ”mål” og ”opgaver” godt kan konverteres til jagttermer. Endelig må jeg også selv erkende, at der er vigtigere at ”være” end at ”synes”. For det gør dig til en rigtig jæger.