FADB´s Kaninjagt på Endelave 2024
Redaktionen har modtaget denne personlige beretning fra Kim Parking, om hans oplevelser under jagten.
Fra Hurup til Hellerup
For alle dem der mødte op til årsmødet 2024, deltog i festlighederne og ikke mindst, den store skydning, blev der igen i år trukket lod om sengepladser og tilhørende jagt på solskinsøen Endelave.
Denne gang bestod de glade buejægere af en geografisk sammensat buket af sjæle der strakte sig fra Thy til sønder Jylland over midt Sjælland til Whiskybæltet; i sandhed en spændende samling.
Dette er præcis det der er en præmie i sig selv; at snakke og hygge på tværs af geografisk oprindelse eller social status. Her var vi alle 9, med ét mål: at nå at fylde gryden til lørdag aften.
Nu vil den opmærksomme læser bemærke at der jo ikke blev udloddet 9 billetter, og det er korrekt. I August ´23 inviterede FADB, efter mit interview, Adam Price med når FADB skulle på kaninjagt. I år lykkedes det så; Adam takkede ja til at komme med. Og da jeg var kontakten, røg jeg også med som “det tynde øl” og runner. Det er selvfølgelig med en vis ængstelse, når man skal bo i hus med en af Danmarks største manuskriptforfattere og TV-darlings, men da han insisterede på at stå for maden lørdag aften, var der ingen vej tilbage.
Adam Price kræver næppe nogen nærmere præsentation, men til dem der ikke lige ser TV mere, kan det nævnes at han står bag tv serier som “Borgen” “Nikolai og Julie” Netflix’ Ragnarok, og mange flere. Derudover er han den velkendte ene part i duoen “Spise med Price”.
Nu har alle gode jagthistorier deres eget liv med lyspunkter, god mad og sjove hændelser; og denne historie, kære læser, er ikke anderledes. Selvfølgelig kommer der i denne historie, en del fokus på vores folkekære gæst.
Fredag morgen mødtes vi ved færgen. Alle havde været tidligt oppe, så kaffen på færgen var yderst velkommen. Ved ankomst til Endelave kørte vi direkte til det lækre hus hvor vi kunne pakke madvarer og ingredienser ud og gøre klar til en spændende jagtweekend og til et forhåbentligt, gastronomisk højdepunkt lørdag aften. Jeg kan ikke sige at jeg ikke var nervøs; nu var det arrangeret at Adam Price skulle lave kaniner til aftensmad, ja, så havde vi bare at levere “Snurre Snup” til gryderne så vi ikke ville blive ydmyget som “Elmer Fjot”
Jægerne tog af sted på jagt allerede fredag eftermiddag; vi skulle op på ca. 6 kaniner for at have nok kød til gryderne.
En god start
Fredag ved solnedgang, lå der 4 kaniner på paraden, hvoraf den ene var Adam Prices første nedlagte kanin med buen. Et stort tillykke skal lyde herfra. Og det var tydeligt, at Adam var tændt; det her var spændende”.
Om aften spiste vi medbragt hjemmelavet lasagne, mens der blev udvekslet oplevelser og holdninger til jagtspidser, blunts og taktik. Alle var optimistiske; det skulle nok lykkes at få kaniner nok.
Lørdag morgen gik vi på pladserne igen. Kaninerne pilede rundt om fødderne på os da vi gik ud; det lovede godt. Men da solen stod op, blev kaninerne nede i hullerne og grinede ad os. Nu fik vi sved på panden; For skulle vi til at spise lasagne-rester?
Sidste “skud i bøssen” ville være trækket lørdag eftermiddag.
Lad mig indskyde her, at jeg, over flere dage, havde handlet ind til den ret Adam havde lovet at lave, en ret han også havde lavet til Prins Henrik på slottet i Frankrig, nemlig “kanin i vin”. Adam havde sat menuen, og den var jo yderst afhængig af at der var kaniner på paraden, og vi havde kun tre.
Lørdag eftermiddag gik vi ud igen og denne gang gik det meget bedre. Der var flere lyspunkter der alle bidragede til at vi kom i mål med hele 9 kaniner til gryden.
Peter tog 2 kaniner med traditionel buen og fik endda filmet det til sin YouTube kanal og Jonas, den unge nye buejæger, fik nedlagt sit første stykke vildt med buen i form af en fed kanin. Tillykke.!
“Kokken og Jomfruen”
Vores kok Adam Price fik også nedlagt en kanin mere, men den nåede at komme i hul lige før den forendte; noget man desværre oplever fra tid til anden. Adam stirrede ned i hullet og kunne se den døde kanin en meter nede. Så vores kok røg ned på maven i et forsøg på at nå den; han VILLE ha´sin kanin, men AK, armene var for korte.
Hvor de fleste af os, måske nok havde indset at kaninen var mistet, nægtede Adam at give op. Han gik de 4-500 meter tilbage til huset for at finde “noget” at rage kaninen op med. Efter forgæves at have kigget omkring havner han i billardstuen; der fanger hans blik billard-jomfruen, en kø med en plastik-hylde for enden, I ved, den man bruger, når man ikke kan nå helt ind på billardbordet. Turen går så tilbage til kaninhullet med “jomfruen under armen; ned i hullet kom den og kaninen blev hentet op.
Der skal herfra gives 5 stjerner for den jagtetiske moral og gode holdning til, at alt nedlagt vildt skal “retrieves” og bringes hjem. Men også 5 stjerner for den kreative indsats.
Hjemme i køkkenet begyndte vi at gøre klar til et festmåltid. Æbler blev skrællet til desserten og kartoflerne til mos. Kaninerne blev pelset og skåret ud i lår og ryg, hvorefter Adam begyndte at stege dem.
Jeg skal undlade at gå alle processerne igennem, men jeg har lagt link til opskrifterne nederst i historien.
Vinen der blev valgt til maden, var jeg guidet til af “Vild med vin” i Kolding og valget faldt på en fransk Bourgogne da Adam havde foreslået Pinot Noir. Valget var yderst tilfredsstillende.
Rundt om bordet var stemningen høj, og buejægerne udvekslede historier og snakkede på kryds og tværs over bordet. Maden var FANTASTISK og alle var enige om, at vi aldrig havde fået så mør og lækker kanin før. Rødvinen var som fløjl og den halvtørre Tawny til desserten var fin. Det var en aften som ingen af os glemmer, men også hele jagten og weekenden som et hele, betragtede vi som en succes; også dem af os der ikke lige fik kanin på pilen.
Det var mit andet møde med Adam Price og jeg tør godt sige at det endnu engang var en fornøjelse. I dette selskab så ingen af os en manuskriptforfatter eller TV entertainer, men en med-jæger. Så det var med en god og lun fornemmelse i maven, jeg kørte til færgen søndag.
Lad mig her benytte lejligheden til at tilskynde alle medlemmer af FADB til at deltage i årsskydningen og hygge og selv få muligheden for at komme med på en af disse ture til Endelave. FADB har gjort store anstrengelser for at omfavne alle danske buejægere, og arrangementet maj 2025 ved Ryekol, Årsmødet, og årsskydningen og “hytte-hyggen” er værd at støtte op om.
Indtil vi ses til Maj, siger vi ” husk at bruge masser af smør”..
Kim Parking
Lapin au vin – kanin i vin – opskrift | Hofretter | Opskrift | DR
Mormors æbledessert – opskrift | Brødrene Price | DR Mad | Opskrift | DR