Fantastisk og frustrerende

Er du medlem af FADB og sender du et indlæg (foto, tekst eller gerne begge dele) og dette bliver publiceret på vores hjemmeside deltager du i konkurrencen om en weekendjagt på Knuthenborg. (Læs om konkurrencen HER).

Kender I det, at man har en jagtoplevelse, som på én gang er både fantastisk, men også virkelig frustrerende?

Sådan spørger Anders Hyltoft som oplæg til sin jagtberetning. Han uddyber:

Jeg er jæger på andet år og har for nylig erhvervet det buejagttegn, som egentlig hele tiden var målet med at komme ind i jagtverdenen.
Da jeg ikke har nær familie eller venner, som har eller driver jagt, var jeg så ekstremt heldig at få en gavmild invitation af en buejæger, som gerne ville give mig en buejagtoplevelse på sin jord.

Overvældet og taknemlig tog jeg op til ham en fredag aften for at jage et par timer og tage en tørn igen fra solopgang til frokosttid om lørdagen.
Som buejæger har man ofte hørt ligesindede fortælle, at det ikke er en jagtform, som man får fyldt fryseren af. Derfor havde jeg egentlig ikke forventet andet, end at prøve at være på buejagt og få en god naturoplevelse.

Men da jeg ankom fredag aften og havde sat mig i et udvalgt tårn, så jeg med det samme en buk cirka 80m foran mig. Jeg satte mig for at iagttage den og var taknemlig for at få det med på den allerførste buejagt.

Efter en fem min gik bukken ind i skovbrynet igen og jeg satte mig i venteposition og nød bare øjeblikket, mens jeg gjorde min bue klar.

Cirka 10 minutter senere kom den samme buk ud. Denne gang kun 40 meter fra mig. Skal der alligevel til at ske noget allerede i aften? Tænkte jeg.
Stille og roligt fik jeg fat i buen og satte release på strengen, mens jeg holdt øje med bukken. Den stod og essede af en busk og gryntede lidt.

Jeg nåede lige at tænke, at det var egentlig en pudsig lyd, da den pludselig begyndte at gå langsomt hen imod mig. 30 meter, 29, 28 … den var snart tæt nok på. Stille fik jeg rejst mig og trukket buen, uden at den så mig. Nu var den faktisk tæt nok på. Den havde siden til og anede ikke, at jeg var til stede!

Det var da vildt. Jeg sigtede. Tog mig tid. Du har jo skudt på den afstand mange gange før. Bare gør det igen, sagde jeg til mig selv – så lod jeg pilen flyve.
Så gik det hurtigt! Før jeg overhovedet nåede at tænke, dukkede bukken sig og stak af ind i skoven, mens min pil satte sig i jorden på den anden side af den. Yes! Den sad lige i skabet, tænkte jeg.

Efter 15 minutter, som gik virkeligt langsomt, listede jeg mig ned af tårnet og hen til pilen. Men der var intet blod på den? Men den røg da lige igennem? Jeg så det jo?

Lidt i vildrede undersøgte jeg stedet, hvor dyret havde stået, men kunne ikke se noget blod overhovedet. Så kom den dårlige samvittighed. Anskydning? Men pilen var jo ikke blodig. Jeg syntes dog, at den lugtede og var lidt fedtet.

Da jeg var i tvivl, valgte jeg selvfølgelig at ringe til en schweisshundefører. Verdens flinkeste mand. Han og hunden bekræftede meget hurtigt efter ankomst og en eftersøgning, at der ikke var spor af træf på pilen. Så heldigvis ikke noget anskudt dyr.

Jeg gik tilbage og delte historien og frustrationen med min flinke vært, hvorefter jeg gik i seng.
Lørdag morgen kl. 04.00 listede jeg ud til tårnet igen og brugte tiden ind til frokost på at sidde på anstand eller pyrsche i området. Ingen aktivitet overhovedet.

Efter sådan et par jagtoplevelser føler jeg mig meget beriget med intense oplevelser, spændende snakke og observationer af en hundefører og hund i handling og fredfyldt natur. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at føle en afgrundsdyb irritation over, at jeg ikke lige satte pilen lidt lavere. Man må om ikke andet have respekt for råvildts reaktionsevne.

Jeg skriver denne lange historie, da jeg har lyst til at dele en lidt anden historie, end den om alle de fine bukke, som er blevet nedlagt. Men også for at høre, hvilke frustrerende oplevelser I andre går rundt med fra jeres jægerliv? Og hvor meget lader I det fylde i jer, når noget ikke lige lykkes?

Jeg har heldigvis en invitation til at komme og forsøge på at få has på den hurtige buk, så jeg håber, jeg støder på ham igen.

Fortsat god jagt med alle de oplevelser, som hører med.