Forårssløvsind og -fornemmelser

Den dag kommer, og den er her nu, hvor jeg tager mig selv i ikke at giiiide kæle for min bue, hvor kun det absolut nødvendige sidder på den, omend grejet er aldrende og slidt.

Det er tidspunktet, hvor jeg mærker en nærmest panisk ligegyldighed om hvilken fane og broadhead, der mon støjer mindst. Det er det tidspunkt, hvor jeg mærker konflikten i mit sind mellem buejagten som religion, og den integritet som i så mange år har ligget fortrængt bag jægeren, og som nu kræver plads i mit liv, så den kan definere, hvem jeg også er som menneske!

for jeg husker klart i hukommelsen, at man rammer “muren” … sætter sig på sengekanten kl. 03.00 og tænker:
– gider jeg?!
Hvorefter det ender op med, at man lægger sig igen …!
Er jeg mon blevet “jagt-træt”, eller har jeg blot fundet min balance?

Foråret kikker på mig, som en kvinde med de grønneste øjne… dragende, insisterende og kærligt. Hun siger til mig:
– kom nu Kim …. kom, og jeg vil åbne mig for dig og stimulere alle dine sanser; gi dig nattergalen, solsorten og gøen, duften af den sure skovbund under bøgetræerne og synet af de første solstråler, som bryder ud bag skovens mørke fængsel af stammer og tænder den nyudsprungne bøg i et fyrværkeri af grønne lamper.

Præcis derfor kommer jeg igen ud til hende selvom mine pile er fem år gamle og buen ligeså, og med en whisker-biscuit der burde have nye børster…!
For jeg identificerer mig ikke med grej-freak’en. jeg skyder stadig rådyr, og intet mere er blevet mig lovet. Ydmygt og med taknemmelighed hilser jeg endnu engang bukkejagten velkommen…!

Jeg skal nok komme ud igen!