Tæt på verdensrekord
Det var igen i år FADB’s egen opmåler Master Measurer Lars B. Nielsen, der stod for trofæopmålingerne ved FADB’s buejægertræf 2019. Så spændende arter som hyæne og civet cat fandt sågar vej til opmålingsbordet, men også mere almindelige og hjemmehørende arter som råbuk og kronhjort blev opmålt.
Efter at Brian Lisborgs bueskudte civet cat var opmålt, stod det klart, at der var tale om noget der mindede om en rekord. Det lille rovdyr blev opmålt til verdens andenstørste SCI opmålte bueskudte civet cat nogensinde.
Om jagten på rekordtrofæet fortæller Brian:
Det var ved månedsskiftet marts/april 2018, at jeg havde booket en licens til civet cat. Jeg var arbejdsløs på det tidspunkt, hvorfor konen smed mig af sted i 14 dage. Min sydafrikanske jagtkammerat, PH’en Gaspare, og jeg fik bait ud på pladsen og efter et par aftener var der hug på et af vildtkameraerne – det var en stor civet han.
Jeg sad herefter i en tree stand ved bait pladsen, hvor vi havde opsat kunstigt lys, som langsomt tager til i styrke, når der er bevægelse på pladsen. Jeg sad 15 meter fra pladsen, alene og jeg sad bare stille.
Første aften kom en leopard, en flot hanleopard. Næste aften kunne jeg høre noget komme ned af bjerget gennem rullestenene. Det var to brune hyæner, som var på pladsen i en times tid, hvor de var meget frem og tilbage, ude og inde. Jeg havde ikke tilladelse til hyæne, og jeg havde i øvrigt også tidligere nedlagt sådan en med buen, så de fik lov at gå.
Tredje aften kom der pludselig en civet han til pladsen. Første gang den kom ind, havde jeg ikke hørt den, og den må være kommet lige under mig og være gået mellem benene på stigen. Den tog et stykke bait og var væk igen. Jeg nåede ikke at gøre noget som helst, men nu vidste jeg, den var i området. Jeg fik en lygte på sigte så den selvlysende ring blev ladt op. Så kom den atter ind på pladsen og tog bait, igen uden jeg nåede at gøre noget som helst. Tredje gang hørte jeg, at den kom fra siden, og fik trukket. Og der skød jeg den.
Det lød voldsomt, syntes jeg. Den brølede næsten som en løve, men så alligevel ikke helt. Jeg kunne høre den løb 20-25 meter, inden den faldt. Så ringede jeg efter Gaspare, der kom og var med til at finde den. Fed oplevelse og en stor han, viste det sig som bekendt.
Brians andre arter:
Ud over civet cat har Brian Lisborg også nedlagt leopard, bushpig og hulepindsvin med buen om natten på bait, ligesom den brune hyæne – han nævnte tidligere – blev nedlagt med bue og pil om natten.
Læs også:
Af relevans for den artikel kan du med fordel også læse Bjarne Elkjærs indlæg om natsigte:
https://www.fadb.dk/simpelt-natsigte/
Civet cat:
Den afrikanske civet har kort, tæt pels i en grålig farve med sorte pletter arrangeret i rækker langs kroppen. Halen er sort med stribede markeringer. Hovedet er gråt bortset fra en hvid næse og sorte markeringer omkring øjnene, som føres ned igennem ansigtet. Det lille rovdyr har en kort manke på ca. 3-10 cm i længde, der løber langs ryggen. Kropslængden inkl. hoved er 68-89 cm og vægten mellem 7 og 20 kg.