Referat FADB GF 2020

Del indlæg

Referat FADB GF 2020

Referat fra FADB’s generalforsamling 14. sept. 2020 i Stenlille Jagtforenings klubhus.

Velkomst ved formand Brian Lisborg, der gav en særlig velkomst til det fremmødte æresmedlem Jan-Ewald Hovmand.

Dagsorden:
1.
Valg af dirigent.
Her blev Lasse Kristensen, der var foreslået af bestyrelsen, valgt. Lasse takkede for valget og kom kort omkring de corona-relaterede forhindringer, der har været vedr. afholdelsen. Han kunne konstatere, at generalforsamlingen var lovlig, hvorefter han kort briefede omkring corona-forholdsreglerne for aftenen.
Han tilkendegav herefter sit ønske om, at alle deltagere på generalforsamling ville blive lidt efter sidste punkt på dagsordenen, således at bestyrelsen kunne konstituere sig og modtage en behørig applaus. 

2.
Godkendelse af dagsorden.
Dagsordenen blev godkendt af generalforsamlingen uden kommentarer.

3.
Formandens beretning.
Årsberetningen fra Brian Lisborg kan ses i bunden af dette referat.
Til årsberetningen stillede Lars Skjærbæk spørgsmål til de 26 eftersøgninger af stort hjortevildt. Han ville vide, hvorvidt der findes tal for, hvor mange af disse, der har haft en positiv udgang. Brian Lisborg kunne oplyse, at det var der ikke tal for pt.

4.
Godkendelse af revideret regnskab.
Kasser Jan-Ewald Hovmand gennemgik regnskabet, hvorefter Thomas Mondrup spurgte til portoudgiften. Her forklarede Hovmand udgiften, som opstår i forbindelse med ydelser fra bl.a. NETS, da medlemmer rykkes flere gange inden udmeldelse, ligesom forsendelse af merchandise falder ind under denne post.
Der blev spurgt til udgiftsposten vedr. hjemmeside/”blad”, hvorefter der blev oplyst om Thomas Lindys honorar og arbejde.
Regnskabet blev godkendt af generalforsamlingen.

5.
Godkendelse af budgettet.
Jan-Ewald Hovmand gennemgik og forklarede baggrunden for de enkelte poster.
Tom Buxbom uddybede, at de aflyste messer i 2020 giver omkring 40.000 kroner retur, hvis de altså kommer.
Lasse Kristensen spurgte ind til de 495 slettede medlemmer, og hvilken betydning dette får for budgettet. Hovmand kunne forklare, at det ingen betydning får, da mange af disse medlemmer, har været i systemet flere år uden at betale, men først nu er blevet opgivet og slettet.
Lasse Kristensen mente, at kunne konstatere at der ikke er udsigt til kontingentstigning? Og det har han ret i understregede Hovmand.
Budgettet blev herefter vedtaget.

6.
Indkomne forslag.
Der var ingen indkomne forslag fra medlemmerne.

7.
Valg af bestyrelse.
Her var Brian Lisborg og Orla Hansen på genvalg for en toårige periode, og begge blev genvalgt. Der var lidt forvirring om, hvor mange bestyrelsesmedlemmer der var på valg i år, hvilket der fremadrettet vil blive taget hånd om.
Suppleant Ole Mathiesen modtog genvalg og blev valgt.
Louise Hauge og Susanne Kildebjerg Frederiksen ønskede ikke genvalg. Her foreslog bestyrelsen Kim Parking og Brian Due, som begge blev valgt.

8.
Valg af revisor.
Her havde bestyrelsen foreslået Lasse Kristensen, der blev valgt. (I øvrigt for 34 år i træk).

9.
Eventuelt.
Jan-Ewald Hovmand, der har siddet i bestyrelsen siden 1986 lagde ud med – på vegne af FADB’s bestyrelse – at udnævne Lasse Kristensen til æresmedlem i FADB. Kristensen modtog herefter en kniv med FADB-logo og takkede for æren og de mange hyggelige stunder over regnskaberne gennem årene.

Mads Rahbek kom ind på foreningens forhold til de jyske lokalforeninger og spurgte: Er FADB ved at blive en sjællandsk forening? Hvad sker der?

Jan-Ewald Hovmand forklarede, at der altid har været en slags modsætningsforhold mellem øst og vest i foreningen, men understregede også, at det egentlig aldrig har været et problem. GDPR-reglerne har dog bevirket, at data nu ikke bare kan gives videre, hvilket nogle foreninger synes at udnytte, selvom FADB opfylder alle regler på området. Hovmand fortalte, at vi tidligere havde god pipeline med nye buejægere fra lokalforeningerne, men det virker ikke rigtigt længere. Han konstaterede dog, at det nok er en midlertidig problematik, som vil blive bedre, og det således må forventes ikke at være et langsigtet problem.

Referat FADB GF 2020 Generalforsamling 2020 FADB GF 2020 02
Jan-Ewald Hovmand overrækker på vegne af FADB’s bestyrelse kniven med FADB-logo
til det nyudnævnte æresmedlem Lasse Kristensen.

Rahbek efterlyste herefter en mere diplomatisk tilgang til problematikken.

Brian Lisborg kunne fortælle, at man i perioden med corona-stilstand har haft tid at kigge på andre veje til at hverve nye medlemmer end gennem buejagttegnskursuslærerne. Der er ideer på tegnebrættet, som der arbejdes på. Lisborg kunne oplyse, at kigger vi på medlemstal, så er mange medlemmer individuelle medlemmer og ikke medlem af lokalforeninger, hvilket også kan være en vej at gå, og noget vi skal koncentrere os om – altså direkte hvervning af medlemmer. Hvis ikke lokalforeningerne har energien til det, kan der også arbejdes på, at hovedorganisationen står for kurser og undervisning og derigennem får direkte kontakt til nye buejægere, forklarede Lisborg.

Han uddybede herefter, at der også sidder jyder i bestyrelsen, og at man rigtig gerne vil have dem med – for man ønsker en bred bestyrelse!

Tom Buxbom kunne fortælle, at nogle lokalforeninger har snigløbet FADB, for at arbejde for sig selv, og det skal der laves om på.

Bo Simonsen mente, at der skal være let adgang for kursuslærere til at taste nye medlemmer direkte ind i systemet, men Lisborg kunne her oplyse, at det netop er problemet, at kursuslærerne ikke gør det arbejde, for muligheden er der.

Simonsen efterlyste en mulig konkurrence blandt kursuslærerne, om hvem der indmelder flest nye medlemmer.

Vi har lavet en velkomstpakke, men ikke engang den udleveres til jagttegnskursister, det er modvilje, konstaterede Lisborg.

Bo Simonsen efterlyste et ”salg” af FADB allerede ved aspiranternes ordinære jagttegnskursus, dette evt. gennem samarbejde med private jagttegnslære.

Bjarne Olsen kunne fortælle, at han tidligere har været med til våbenkurset for jagttegnsaspiranter og solgt buejagten – og at han da gerne vil mere ud i den forbindelse.

Bjarne Olsen oplyste, at GDPR er problematisk ved indrapportering af nye medlemmer, hvilket giver modvilje fra lokalforeningerne. Han kunne ønske sig, at MST begyndte at bruge Jæger-ID til registrering af nye aspiranter, da dette ID ikke kan misbruges. Han kunne endvidere fortælle, at MST er positivt stemt overfor ideen, men det skal gennem systemet, før der sker noget.

Robert Bondo foreslog, at man vedr. rekruttering og fastholdelse af medlemmer oprettede et aktivitetsudvalg, der kunne kigger på, hvor nye buejægere eksponeres for FADB undervejs i uddannelsen og komme med anbefalinger til fremadrettet bedre eksponering. Bondo mener, at der er flere måder at gøre FADB synlig på og til at fastholde medlemmer. Bl.a. skal medlemmerne opleve at have ejerskab af og samhørighed med foreningen.

Jan-Ewald Hovmand konstaterede her, at man godt ved, hvorfor medlemmer stopper.

Anne-Cathrine Riebnitzsky tilbød at tage et kig – med forfatterøjne – på foreningens velkomstbrev til buejagttegnsaspiranter.

Tilbuddet blev besvaret med applaus fra forsamling. Tom Buxbom tager den invitation videre.

Lars Skjærbæk kunne oplyse, at han hører en del negative ytringer mod FADB rundt omkring.

Brian Lisborg kunne til dette konstaterer, at der kun er et sted komme med sådanne ytringer, hvis man vil ændre noget, og det er på GF, men der møder de negative ikke.

Herefter takkede Lasse Kristensen for god ro og orden, hvorefter landgangsbrødet blev serveret, mens bestyrelsen konstituerede sig som følger:
Formand: Jørgen Vester
Næstformand: Orla Hansen
Kasser: Jan-Ewald Hovmand
Best. med.: Brian Lisborg
Best. med.: Tom Buxbom
Suppleant: Brian Due
Suppleant: Kim Parking.
Suppleant: Ole Mathiesen

Referat FADB GF 2020 Generalforsamling 2020 FADB GF 2020 04
Efter konstituering af bestyrelsen kunne det konstateres, at Jørgen Vester fremover vil bære
formandskasketten, mens tidligere formand Brian Lisborg fortsætter som ordinært bestyrelsesmedlem.

FORMANDENS ÅRSBERETNING

Velkommen til årets generalforsamling.
Det er en stor fornøjelse endnu en gang at kunne byde jer alle sammen velkommen. Vi har glædet os til en hyggelig aften.
En særlig velkomst skal lyde til et af vores æresmedlemmer: Jan-Ewald som endnu engang har valgt at repræsenterer seniorrækken ved dette års generalforsamling: tak for det!
Bestyrelsen vil gerne pege på Lasse Skov Kristensen som dirigent! Nogen indvendinger?
Jeg giver hermed ordet til dirigenten.


Formandens årsberetning ved FADB`s generalforsamling 2020:
Endnu en gang velkommen til årets generalforsamling.
Året 2020 har været præget og bliver stadig præget af en ting: Corona!!!
Derfor bliver årets beretning også noget kortere end den plejer, da stort set alt arbejde internt og eksternt har været lagt ned.

Forhandlingerne med DGI og DJ har af gode grunde været på hold, dog har vi hele tiden været i kontakt med dem begge og ”holdt gryderne i kog” begge steder. Så vi håber naturligvis at det snart bliver ”normale tilstande” så vi kan komme i gang med forhandlingerne igen.

Miljøstyrelsen som for øjeblikket må siges at være vores største samarbejdespartner, har indtil august stort set været lukket ned. Dette har vel nok givet de største frustrationer/udfordringer i år, da dette betød farvel til alle fornyelser og prøver i foråret. Heldigvis ser det ud til at de har fået indhentet det meste og de er sikkert rigtig glade for jeres tålmodighed.

Der skete heldigvis også rigtig positive ting i buejagtssagen i det forløbne år. Bl.a. blev Jagttegnsbekendtgørelsen revideret pr. 1. juli, hvilket har betydet, at det nu er muligt at tage buejagttegn uden først at skulle bestå Haglskydeprøven. Miljøstyrelsen kom ved samme lejlighed med en revision af bekendtgørelsen om regulering af skadevoldende vildt, hvor vi fik mulighed for at regulere mårhund og vaskebjørn uden forudgående tilladelse i forbindelse med bukkejagt. Begge problemstillinger har vi arbejdet med i årevis, men selv om de nu er gennemført, er vi ikke i mål – buen skal sidestilles med de øvrige jagtvåben!!

Vi ser nu frem til at Miljøstyrelsen får så meget luft at de kan begynde at tage sig af alle de andre ting vi samarbejder/forhandler om: Storvildt dispensation, regulering, jagtprøve, udenlandske buejæger, og meget mere.

Vores årlige møde med Dansk Schweisshundeforening (som lige har været afholdt) hvor vi gennemgik de nyeste tal, gav endnu engang ikke nogen general grund til af være urolig for vores videre fremtid mht. storvildt med bue.

Fra udlandet – og her tænker jeg på Europa og Norden – er der heller ikke noget spændende at melde om da de også har ligget underdrejet.

Vi er ca. 1.430 individuelle medlemmer! Hvilket er en tilbagegang på 495 siden sidste år. Dette kan lyde som en voldsom tilbagegang, og er det selvfølgelig også, men i modsætning til tidligere år indeholder dette tal ikke restance medlemmer da disse nu er blevet slettet, for at give et mere realistisk tal. Derudover mangler der også en del nye medlemmer da vi desværre kun har fået indberetning fra en instruktør, og ikke har kunnet oprette alle de nye gratister/medlemmer.

I skrivende stund kan vi desværre ikke få oplyst antallet af buejagt berettiget personer, da styrelsen ikke har fået lavet statistikken færdig, men de vurderer at det samlet antal ligger på omkring 2.600 personer.

Alle større arrangementer har været aflyst, men der har været afholdt div. mindre arrangementer rundt omkring i klubberne og i samarbejde med DJ. Under de udstukne retningslinjer kom der gang i træningsbanerne i løbet af sommeren. Igen i år vil vi rette en stor tak til alle de ildsjæle rundt omkring i landet der endnu engang på trods af omstændighederne har givet den ”en skalle” for FADB`s og buejagtens interesse.

Hvad er der mere sket siden sidst:
Der er indrapporteret 74 på skydninger af kron- og dåvildt med bue og pil i år, hvilket er mere end en fordobling af sidste år. Der er indrapporteret 21 eftersøgninger fra diverse schweisshunde, hvilket er rigtig fint og hjælper med til det statistiske arbejde.

Buebogen – som blev lanceret sidste år – er der blevet taget rigtigt godt imod, og vi har løbende opdateret den i forhold til ny lovgivning m.m. Succesen med bogen skyldes i høj grad en kæmpe indsats fra Bjarne Elkjær, der er en af de absolutte nøglepersoner på projektet – har du ideer eller konstruktiv kritik, så lytter vi også gerne her, på vores medlemmer, så bare kom med det.

Hjemmesiden lever sit eget liv og der opdateres løbende med nyheder, tips og beretninger fra ind- og udland, men Thomas er i høj grad afhængig af jagtberetninger eller input fra medlemmerne og tager med kyshånd imod relevant stof. Har du noget på hjertet, så afsted med det – dette til glæde for både dig selv og vi andre.

Tak for ordet.

Referat FADB GF 2020 Generalforsamling 2020 FADB GF 2020 03
Referat FADB GF 2020 Generalforsamling 2020 FADB GF 2020 01
Kasser Jan-Ewald Hovmand bragte som altid ved FADB sammenkomster godt humør med til generalforsamlingen.