Rapport om det store hjortevildt

Af René Høj Fra FADB buejagt, stort hjortevildt

Rapporten om jagt på det store hjortevildt er nyligt udkommet.

Det fremgår af rapporten, at hjortevildt nedlagt med jagtpil har længere flugtafstand end hjortevildt nedlagt med kugle. Forskellen er kun marginal, når vildtet bliver ramt i hjerte- lungeregionen, men markant når vildtet rammes uden for denne. Samtidig anføres det, at vildtet sandsynligvis føler mindre smerte ved jagtpil end ved kugle, hvilket kan opveje den længere flugtafstand. Flugtafstanden bliver længere, jo større vildtet er, hvilket gælder for både jagtpil og kugle.

Til rapporten er knyttet en patofysiologisk udtalelse af vicestatsobducent Peter Juel Thiis Knudsen, hvor konklusionen ud fra de beskrevne forudsætninger lyder:

Til vurdering af de to typer af ammunition indgår smerte for dyret (intensitet og varigheden), samt overlevelsestiden fra dyret er ramt til det dør. Kun skud placeret som ”bladskud” vurderes og sammenlignes i denne kontekst. Bladskud defineres som et skud, der rammer hjertet, og som således er dødeligt efter kort tid. Der tages ikke her stilling til skud, der ikke rammer et primært vitalt organ, og der vil derfor ikke blive taget stilling til effekten uden for sårkanalen.
…
Baseret på retsmedicinsk litteratur og egne undersøgelser kan man ikke dokumentere en afgørende forskel mellem de to våben hvad angår overlevelsestid og smerte. Når man skal vurdere forskellen mellem de to projektiler, er det svært at tillægge den ene en afgørende forskel – eller fordel – over for den anden. Overlevelsestiden efter pileskud må antages at være marginalt forøget i forhold til riffelskud, da der ikke opstår læsioner fra den temporære kavitet, som ved riffelskud. Pileskud må antages at påføre mindre smerte end et riffelskud med efterfølgende overtryk i de omliggende organer.
(s. 21)

Rapporten lægger op til, at jagtpilens effektivitet ikke kun skal bedømmes ud fra flugtafstand, men skal vurderes individuelt, grundet forskellen på jagtpilen og kuglens virkemåde. Yderligere påpeger rapporten:

Det vil kunne anføres, at forøgelse af flugtafstande og sporlængder ved buejagt på de større arter sammenlignet med riffeljagt relativt betragtet er på niveau med forøgelsen set hos råvildt, og at forøgelsen afspejler fysiologisk-ballistiske forhold og ikke skal ses som udtryk for, at bue og pil grundlæggende har utilstrækkelig effektivitet til jagt på de store arter.
(s. 22)

Ovenstående ser FADB som meget positivt, men rapporten giver også grund til at kigge indad. Der er registreret en anskydningsprocent på 8 – 9 %, og det konstateres at uerfarne buejægere har flere anskydninger/dårligt placerede pile end erfarne buejægere. Som nævnt indledningsvist, giver pileplaceringer udenfor hjerte- lungeområdet markant længere flugtafstand end tilsvarende med kugle.

Samtidig fremgår det af udtalelser fra schweisshundeførere, at der er mindre sandsynlighed for positiv eftersøgning, ved bueskudt hjortevildt ramt uden for hjerte- lungeområdet, end ved tilsvarende med riffelskud. (s. 18).

Yderligere kommentarer fra schweisshundeførerne er bl.a.:

Kan til tider være lidt vanskeligt hvis de er ramt lidt højt ellers mener jeg det stort set det samme
Mange buejægere kravler op i træer og skydestiger, derved skydes der meget skråt nedad, da dyret er meget tæt på, 20 m ca, dette giver tit et dårligt træf i top eller bund af dyret.
Ved træf i hjerte/lunge region er succesraten god. Skud på “kanten” er svært ved råvildt, men endnu sværere ved de større hjortevildtarter.
Syntes det er helt forsvarligt bare de ikke skyder oppe fra og ned i ryggen så er der store fare for pilen drejer af.
Svaret er det samme som ovennævnte. Slipper man pilen vanret, er der meget større chance for en god pil.
Effektiviteten er god nok, men buejægerne er ikke omhyggelige nok når de vælger deres skudchancer. De svære eftersøgninger opstår efter min mening pga buejægerne skyder på for lange hold og når dyret ikke står med bredsiden til. Altså de skal hanke lidt op og blive bedre til de elementære ting. Det de kunne “slippe” afsted med at når de skyder efter råvildt går ikke med de store hjortevildtarter.
(s. 27 – 28)

Rapporten kommer med følgende anbefaling, ift. anskydningsproblematikken:

Kanstrup og Sonne (2021) diskuterede spørgsmålet om risikoen for anskydning (sårede dyr, der ikke genfindes) ved anvendelse af forskellige typer af jagtvåben. Det udvidede datasæt indrapporteret af danske buejægere i 2022 indikerer ikke et niveau af anskydninger ved buejagt, der er forskelligt fra det tidligere konstatererede omfang (8-9%). Materialet fra spørgebrevsundersøgelsen blandt schweisshundeførerne indikerer klart, at sandsynligheden for en positiv eftersøgning ved træfpunkter uden for hjerte-/lungeregionen er mindre ved buejagt end ved riffeljagt, ligesom sporlængderne er markant større. Et element til at effektivisere buejagt synes derfor at være yderligere sikring af at opnå korrekt træfpunkt (hjerte-lunge) ved buejagt. Der er en tendens til, at erfarne buejægere opnår større succes end uerfarne (Kanstrup & Sonne 2021). Anvisninger fra schweisshundeførere i form af at undgå skud med højt træfpunkt afgivet fra høj position vil formentlig kunne bidrage til at sikre yderligere effektivitet, og det anbefales, at dette indgår fx i uddannelsen af buejægere.
(s. 23)

Det er FADB’s opfattelse, at der på baggrund af rapporten intet fagligt belæg er for ikke at tillade buejagt på det store hjortevildt, og at det nu udelukkende er op til den politiske vilje. Samtidig er FADB klar til i samarbejde med MST at bidrage med udvikling af uddannelsen til buejægerne, som anbefalet i rapporten.