Adaptiv vildtforvaltning
Leder af Formand Kirsten Andersen
I FADB’s værdigrundlag står der bl.a.:
FADB ønsker at promovere buejagt som en grøn jagtform, der i balance med naturen høster af overskuddet uden at true de naturlige bestande.
Det handler om bæredygtighed ud fra de gamle dyder – som blandt andet indeholdt, at hver gang tre harer kom for, skød man kun den tredje, at man sørgede for at kende til sin bestand, og lavede en afskydningsplan, der tilpassedes efter den aktuelle bestand. Man var optaget af at bestanden kunne videreføres, og sikrede at den var sund og rask.
Adaptiv vildtforvaltning diskuteres i tiden som et muligt fremtidigt scenarie for alle jægere og jagtformer – også buejagten. Emnet har været på dagsordenen flere gange i Vildforvaltningsrådet.
FADB taler for ”bæredygtig grøn jagt der i balance med naturen høster af overskuddet” som det står skrevet i vores værdigrundlag. Indholdet i adaptiv vildtforvaltning skal der ikke redegøres for her – men som jægere er det vigtig at vi hver især sættes os ind i, hvad det vil sige, og hvad det vil betyde for den enkeltes ret og muligheder for at udøve sin jagt.
I lyset af dette opfordrer vi til, at man læser artiklen fra Netnatur d. 18.10.2023 10 spørgsmål om bukkejagt og adaptiv vildtforvaltning – der stiller nogle meget relevante spørgsmål, der kan sætte tanker i gang og måske starte drøftelserne mellem buejægerne, om hvordan fremtiden for jagten vil forme sig.