Bukke forløsning – et lunt minde

Fra Esben Madsen, en af Danmarks mange unge jægere med bueblod i årene, har vi modtaget følgende beretninger, der må betragtes som et lunt minde i en kold tid.

Bukke-forløsningen

Hen på sommeren var jeg taget til hjem til Vestjylland for at besøge familien og jage en buk med buen. Ja egentlig kunne min mor nok godt regne ud, at hovedformålet med rejsen var at finde en buk og ikke så meget familiebesøget.

Som ung jyde der studerer i København havde der ikke været det bedste grundlag for at få afløb for sin trang til buejagt, og denne sæson var min sidste chance for at nedlægge en buk inden buejagttegnet skulle fornyes.

De vestjyske matrikler, jeg har lov til at jage på, er forholdsvis små og områdets rådyrbestand sparsom, så forhåbningerne var ikke tårnhøje. Friske fejninger og skrab afslørede dog, at der var buk i området.

En aften sneg jeg mig langsomt af sted i en høj eng ved min nabos mose og havde pludselig hørt smaskelyde i græsset foran mig.
I femten minutter sad jeg under 10 meter fra dyret og ventede på, at hovedet skulle vise sig og jeg bad til, at det var et hoved med horn på.
Til min store skuffelser var det dog kun et par øre og en tom pandeskal, der kom til syne, da dyret stille rejste sig og listede væk.

Med et kvarters skydetid tilbage sneg jeg mig resten af vejen omkring mosen, mens tankerne om fem års gode oplevelser med buen i hånden gled i gennem mit hoved.
Det manglende fokus på jagten blev med ét skærpet, da glimtet af en flot buk i det høje græs ramte min nethinde.
Jeg gik i knæ og forsøgte at skjule mig bag en græstue, mens bukkens hoved igen kom til syne blot 25 meter fra mig. Forsigtigt forsøgte jeg at indstille ét-pinds-sigtet, men bukken opfangede bevægelsen. Camoufleret bag græsset var han dog i tvivl om, hvad jeg var og undersøgende tog han et par skridt direkte imod.

Nidstirringen føltes som en evighed, men varede nok reelt set kun ét minut. Til min store overraskelse slappede bukken pludseligt af og begyndte i stedet med hovedet sænket at cirkle om min position.
Da bukken forsvandt bag noget højt græs, tog jeg chancen og trak buen, og idet jeg ankrede strengen på næsen og kiggede gennem peepsigtet, trådte han perfekt ud i en lavning med bredsiden til.

Da målet var fundet i sigtet, blev pilen instinktivt sendt af sted, og et kraftigt smæld fra anslaget hørtes, inden bukken besværet styrtede ind i mosen.

Lettere omtumlet fandt jeg pilen, som var dækket af blod, umiddelbart et godt tegn, men mørkere end jeg havde håbet og frygten for et leverskud nagede mig, selvom alle andre tegn pegede på et godt skud.

Jeg tog ingen chancer og bakkede ud for at overveje situationen. En lille time senere stod to flinke Schweisshundefører på terrænet.
De havde netop, med succes, afsluttet et langt søg på et påkørt krondyr, men med en frisk “reservehund” blev sporet sikkert fulgt.

Til min store lettelse lå bukken forendt blot 50 meter fra skudstedet med en perfekt hjertepil. Forløsningen efter fem års ”bukketørke” var stor, og jeg ser frem til endnu fem års spændende buejagt med eller uden en nedlagt buk.

Træk og slip.