Georgia high light – efter gris i det ukendte

I oktober 2016 besøgte Kim Andersen – der bor i Tappernøje mellem Næstved og Præstø – Georgia i det sydøstlige USA.
Det primære mål med turen var et virksomhedsbesøg, men rejsen blev også brugt til at teste lidt buegrej på praktisk jagt efter primært grise.

Kim fortæller om jagten:

En whitetail doe med lam kommer forbi, og i et stykke tid nyder jeg lammenes leg i den dæmringsdystre underskov. Jeg sidder godt skjult i en den højeste treestand jeg til dato har siddet i. 7,5 meter over jorden!

I løbet af lidt tid har jeg pludselig fem whitetail i mit synsfelt, to af dem direkte under mig. Selv om jeg er fuldstændig usynlig over dyrene, fornemmer et af hundyrene at noget er galt. Længe står hun og dufter til træet jeg sidder i, mens hun med jævne mellemrum kigger lige op på mig. Hun fornemmer den fært jeg satte på træet, da jeg kravlede op, og situationen ender med at hun fortrækker. Igen sidder jeg – ellers sådan føles det – helt alene i skoven.

Det er dog ikke helt rigtigt, for da jeg drejer hovedet, ser jeg, at endnu tre dyr er kommet til syne til venstre for mig. Det ene dyr ser min bevægelse – nu ER jeg alene.

Samme aften sidder jeg et andet sted. Her ser jeg ikke andet end en vaskebjørn på 50 meters afstand, og det er det.

Næste morgen er heldet anderledes med mig. På pürsch nedlægger jeg to vaskebjørne, som bestemt ikke var målet med jagten, men de byder trods alt på en kærkommen mulighed, som jeg udnytter da den opstår.

På vej ud på aftenjagten, ser vi en orne i kanten af en mark. Vi kører forbi den, og da den ikke ser ud til at ville flygte, parkerer vi bilen i dækning og indleder en pürsch tilbage mod dyret. Vi bevæger os langsomt og kontrollerer konstant vindretningen. Den svøber dog helt vildt, så vi konstaterer til sidst, at den er væk. Og vi ser den ikke igen.

Lidt senere befinder jeg mig i en treestand. Der er veksler fra grise overalt under mig. Jeg er sikker på, det nok skal blive godt. Det første jeg får øje på er dog en coyote, en prærieulv, som lusker rundt i underskoven kun 20 meter fra mig. Jeg trækker buen og ankrer, men kan desværre ikke få hold på den, inden chancen glipper – der sker mod forventning ikke mere den aften.

Den sidste dag oprinder og jeg er en smule frustreret over, at jeg endnu ikke har nedlagt den gris, som jeg drømte om. Jeg bliver sendt op af træet i et såkaldt treeclimber, sådan en man klatre op af stammen med. Det er første gang, jeg prøver sådan et og det er lidt ubehageligt, for mine amerikanske venner insisterede på, at jeg skulle op i omkring syv meters højde. Men nu er jeg klar.

Området her er meget åbent, så jeg har gode muligheder for at overskue det. Jeg nyder de gamle træer med mange, lange lianer, der hænger fra dem. Men pludselig registrerer jeg noget. En coyote viser sig på 50 meters afstand. I mangel af mit predator kald prøver at muse den ind, men enten ignorerer den mig eller også hører den mig ikke.

Lidt efter kommer en vaskebjørn forbi, og alt imens en stor hornugle tuder bag mig, overvejer jeg, om jeg skal skyde den, men vælger så at satse på at en gris eller måske en whitetail buk senere vil komme for.

Jeg har siddet her i træet i mere end fire timer, men vil ikke give op, så lige inden det bliver mørkt, tester jeg min griselampe. I mørket, i de allersidste minutter af min tur, kommer to grise for. Jeg får nedlagt den ene og redder dermed turen i sidste øjeblik – min første gris nedlagt med bue er en realitet!