Vejledning til indberetning af buejagt på stort hjortevildt
Alle afgivne pile til sikavildt, dåvildt og kronvildt skal indberettes til Miljøstyrelsen, uanset om der er træf eller ej.
Indberetningen foretages elektronisk ved at udfylde et spørgeskema. Spørgeskemaet består primært af afkrydsning i forud definerede felter. Er du fritaget for digital post, er du også fritaget for at foretage indberetningen digitalt. Link til indberetning findes nederst på siden og på forsiden af www.fadb.dk
Hvis du er fritaget for digital post, og ikke har mulighed for at udfylde spørgeskemaet elektronisk, skal du ringe til Miljøstyrelsen, Jagttegn, på telefon 72 54 24 24 (hverdage mellem 9 og 12). Indberetningen kan dog foretages digitalt uden brug af MitID, så du kan sagtens få en jagtkammerat e.l. til at hjælpe med digital indberetning.
Før du tager på buejagt efter stort hjortevildt
Der er er række ting du skal være opmærksom på ved indberetningen af buejagt på det store hjortevildt, som er godt at vide, før du tager på jagt.
Der skal oplyses skudafstand, skudvinkel, skudreaktion og flugtafstand så noter dig disse på stedet.
Både skudafstand og flugtafstand kan måles med afstandsmåleren, da flugtafstanden skal oplyses, som den lige linje fra påskudstedet til hvor dyret falder. Det skal også oplyses, om dyret stod stille, eller var i bevægelse.
Skudvinkel – det skal oplyses, om det er skråt forfra, med bredsiden til, skråt bagfra eller andet. Endvidere skal oplyses, om der er skudt fra platform. Platform defineres her som enhver form for skydestige, climbers o.l.
NB: læs om de anbefalede skudafstande og skudvinkler.
Under skudreaktion skal det oplyses, om dyret faldt på stedet eller flygtede, og hvorvidt dyret viste tydelige tegn på træf.
Der skal også oplyses træfområde med angivelse af, om dyret er truffet i hjerte-/lungeregion, lever-/maveregion, centralnervesystemet (hoved, hals, rygsøjle) eller andet. Afkryds hvilke organer pilen har ramt. Der kan kun sættes 1 kryds, så er pilen gået igennem flere områder vælges ”Andet”, og det noteres i kommentarfeltet. Er f.eks. kun den ene lunge ramt, anbefales det også at angive under ”Andet”.
Yderligere skal det oplyses, hvilket dyr det drejer sig om (art, køn, kalv, smaldyr/spidshjort, voksen), hvor jagten er foregået (postnummer), dato både for jagten og hvornår dyret blev fundet, og om det var forendt, eller om dyret ikke blev fundet, specifikationer på pil og od (antal blade, diameter, pilevægt, joule) og om der var tilkaldt schweisshund. Desuden kan man oplyse brækket vægt på vildtet, hvis man kender denne.
Før du laver indberetning af buejagt på stort hjortevildt
Find dit Jæger ID (10-cifret nummer der står på jagttegnet), som skal oplyses sammen med e-mail og telefonnummer.
Indberet: Afgivne pile til stort hjortevildt her
Find: Kontaktoplysninger på godkendte hundeførere i schweiss registret