Buerelateret schweissarbejde

Gennem mere end 10 år har buejæger Bjarne Elkjær og schweisshundefører Lars Knudsen afholdt kurser i skudtegn på og eftersøg af bueskudt vildt. Schweisskurserne, var i starten målrettet nye buejægere, men blev over tid videreudviklet med henblik på informationsdeling inden for eftersøgarbejde i forbindelse med bueskudt råvildt. Sidst er det – på foranledning af schweisshundesekretariatet – blevet vinklet med henblik på opkvalificering af schweisshundefører i forbindelse med indførslen af prøveperioden med buejagt på det store hjortevildt. De to jagtkammerater har således til dato afholdt kurser i eftersøg af bueskudt vildt for mere end 100 af landets omkring 170 schweisshundefører.
Vi vender tilbage til selve kurset senere, men lad os først se på folkene bag.

Lars Knudsen
Lars, der fik jagttegn som 16-årige, går ikke selv på buejagt, men har qua de mange buejagtskonsortier, der findes på hans hjemegn, Lolland, opnået stor erfaring med eftersøg af bueskudt råvildt, og han er givet en af landets mest erfarne hundefolk på dette område. Han har gennem de 23 år, han har været registreret schweisshundefører https://schweiss.dk/, haft fem eftersøgshunde – alle ruhåret hønsehund. Igennem tiden har han årligt haft omkring 25 eftersøgninger (kugleskudt, påkørte og bueskudt) og alene med hans mest erfarne af de fem hunde – Siw – fundet 350 stykker hjortevildt.

Lars er ikke selv buejæger, men har stor respekt for de der er, ikke mindst pga. af tålmodigheden der ligger i jagtformen. Selv er han til haglbøssejagt, men går samtidig lidt på riffeljagt. Han har en enkelt gang prøvet at skyde med bue.

Bjarne Elkjær
Bjarne er en meget erfaren buejæger. Han har haft jagttegn, siden han var 20 år og buejagttegn siden 1999. Han har gennem alle årene som buejæger haft mulighed for at gå på buejagt på Lolland, hvor der er tætte vildtbestande og har derfor nedlagt meget vildt og høstet mange erfaringer undervejs. Samtidig har han erfaringer med buejagt på større vildtarter fra både Afrika, USA og Canada.

Bjarne har selv hund og fattede hurtigt stor interesse for schweissarbejdet, hvis en schweisshundefører måtte tilkaldes, hvor han var med på jagt. Han gik derfor altid – hvis det var muligt – med, for at se hvad der skete, hvilket gennem næsten 30 år har givet ham en del erfaring i eftersøgning.

Buejagt har givet Bjarne så mange oplevelser, at afholdelse af disse kurser blot er en af måderne han ”betaler tilbage” på. Derudover har han gennem mange år fungeret som underviser ved de obligatoriske buekurser og været en af drivkræfterne bag FADB’s online teoribog om buejagt: https://teori.fadb.dk/

Ikke den store forskel
Ifølge de to ildsjæle skal eftersøgninger med schweisshunde på bueskudt vildt afmystificeres, da der ikke er den store forskel på bueskudt vildt og kugleskudt. Mange har den forudindtagede, men forfejlede holdning, at det er sværere at finde bueskudt vildt end kugleskudt, men det er – ifølge den erfarne schweisshundefører – ikke tilfældet, da færdafsondringerne er de samme, og det uanset hvilken våbentype dyret er truffet med. Eftersøgningen skal bare gribes rigtigt an, hvilket vil sige med tålmodighed – og her kræver bueskud vildt måske nok lidt længere ventetid og dermed lidt mere tålmodighed end kugleskud. Dette tydeliggjort ved eks. et waidskud (maveskud), hvor forskellen i om der opnås succes med eftersøgningen med kugle kontra pil, ganske enkelt er tiden. Det fine snit fra pilespidsen laver ikke den samme ravage, som det er tilfældet ved den ekspanderende kugles hydrodynamisk effekt (trykbølge).

Ved eftersøgning af bueskudt vildt kan det også nævnes, at hunden aldrig sendes i hetz, hvis pilen ikke er fundet på påskudsstedet eller på sporet.

Når det kommer til forskel på bue- og kugleeftersøgninger, har Lars erfaret, at buejægerne qua de korte skudafstande (10-20 meter) har meget lettere ved at udpege påskudsstedet, mens riffeljægernes har sværere ved det, da man operer med meget længere skudafstande og dermed større fejlmargin.

Akkurat som ved kugleskudt vildt er der heller ikke ved bueskudt vildt en facitliste for, hvordan dyret tegner, eller hvor langt det løber. Mange faktorer spiller ind såsom skudvinkel, muskelspændinger i dyret, skudafstand, pilespids/kugletype osv.

Uanset om der skydes med kugle eller bue, er det vigtigt, at skytten ikke ødelægger schweisshundeførerens muligheder ved at bevæge sig rundt på skudstedet eller selv prøve at finde dyret. Er der den mindst tvivl, skal du ikke gå efter dyret, men i stedet ringe efter en schweisshund og lade denne udrede skudsted og spor.

Kursets indhold
Efter Bjarne havde taget buejagttegn i 1999, kom han med i et buejagtkonsortium under Orupgård på Falster, og her mødte han Lars, der som lokal, registeret schweisshundefører stod for evt. eftersøgninger for konsortiet. Med tiden har de to udviklet et venskab og gennem det forenet deres respektive kompetencer i kurset.

Kurset, der tager mellem tre og fire timer, indledes med en gennemgang af buejægerens våben, pile, pilespidser og andet grej, herunder en uddybning af hvilket grej, der bruges til stort hjortevildt.

Herefter flytter kurset ud i det fri, hvor der skydes et antal pile i et nyligt nedlagt stykke hjortevildt. Denne del af kurset giver bl.a. hundeførerne en ide om, hvad buejægeren kan høre, når pilen træffer dyret, og således en mulighed for i en skarp situation at kunne udlede en mulig skudplacering på baggrund af buejægerens beskrivelse af lyden.

Under dyret, der ophænges og fastgøres med klovene til jorden, placeres et stykke hvid plast, der gør det muligt at aflæse forskellige pyrschtegn såsom snithård, knoglestumper eller blod ved forskellige typer af træf. Her er den generelle erfaring, at disse tegn er meget kraftigere ved kugleskud end ved bueskud.

Kurset afsluttes altid med vidensdeling mellem de deltagende hundeførere og fortællinger om deres personlige oplevelser med eftersøgninger i forbindelse med buejagt.

Du kan læse meget mere om generel eftersøgning af påskudt vildt i FADB’s gratis online lærebog om buejagt. https://teori.fadb.dk/efter-skuddet-er-afgivet/