FADBs historie

Jagt med bue og pil startede allerede for 8.000-10.000 år siden. I Danmark har man bl.a. fundet Holmegårdbuen, Tybrind Vig Buen og andre velholdte buer samt pilespidser, pile osv.
Det bør nævnes, da FADB har sit udspring i jagt med langbue og romantikken omkring langbuer. Foreningens logo er en skafttungespids, som er 8.000 år gammel, det er ligeledes en afstøbning af denne, mange medlemmer bærer som bæltespænde. Spidsen ligger på Nationalmuseet, hvorfra den med tilladelse blev bortført en enkelt nat, hvor FADB medlemmer støbte 50 stk. Selve afstøbningen er i tin med amalgamsølvspids eller guldspids, idet det var guldsmed, Jesper Skriver, i dag er bosiddende i Calgary, Canada og tandlæge og mangeårigt bestyrelsesmedlem Jan Bindslev, der sammen forestod arbejdet. Afstøbningerne, som er nummererede, kunne købes af medlemmerne og er i dag meget eftertragtede.

Den første civiliserede buekultur
Ud over at være et jagtvåben, var buen også i tusindvis af år at betragte som moderne krigsmateriel. Helt frem i 1700-tallet brugte man buen i krig. Men da krudtvåbnene, der var betydeligt mere effektive end langbuer, kom til, var den æra for så vidt slut – og så alligevel ikke helt.

I efterfølgende perioder, hvor man ikke har haft tilladelse til eller mulighed for at eje krudtvåben, har man brugt buer. I USA startede derunder og efter borgerkrigen (1861-1865) en kultur, dokumenteret ved brødrene Maurice og Will Thomson. Man skal som bekendt have mad på bordet, og da de ikke havde adgang til krudtvåben, begyndte de således at gå på jagt med buer. Thompson brødrene var ikke verdensmestre i 3D skydning og de nedlagde ikke verdensrekord-trofæer på film, men de blev kendte i kraft af, at de dokumenterede deres passion for buejagt gennem bøger. Bedst kendt er Maurices bog: The Witchery of Archery.

Buejagten kom til Danmark
De fleste – om ikke alle – kulturer her i vort lille land har sit udspring i USA, således også buejagt. Jagtformen kom til Danmark efter første verdenskrig i 1920’erne og 30’erne, hvor personer fra de højere samfundslag med tilstrækkelige jordbesiddelser og gode vildtbestande tog kulturen til sig. Bedst kendt er vel Greve Gregers Ahlefeldt-Laurvig-Bille fra Egeskov på Fyn, tandlæge Mogens Pelsøe og grosserer Carl Dreyer.

De gik primært på buejagt i Danmark, men også udlandet fangede nu og da deres interesse. Grev Ahlefeldt og Dreyer var bl.a. i Afrika, hvor materiale til brug i Ahlefeldts kendte bog: Impala blev indhentet. I bogen får man også en del faglig viden, for dengang lavede man det meste af grejet selv. Man kunne købe buer hos et par buebyggerer, men f.eks. pile høvlede man selv skafter til. Ahlefeldt var dengang, og er det for så vidt stadig, meget kendt for sit engagement inden for buejagten.

Under Anden Verdenskrig i 1941 blev Dansk Bueskytteforbund grundlagt. Forbundet blev sandsynligvis grundlagt, fordi man ikke havde adgang til krudtvåben og ledte efter et alternativ. Men dannelsen af forbundet var ligeledes, akkurat som med de terrænsportsforeninger, der dukkede op på det tidspunkt, et led i modstandskampen. Hvor bueskytterne fik adgang til våben, sørgede terrænsportsforeningerne for at man i krigstid kunne udvikle sin fysik. Alt sammen, så man var klar til at gøre en forskel, samtidig med at man kunne forberede mulige tiltage i forhold til besættelsesmagten – sådan en forening var Dansk Bueskytteforbund bl.a.

På et meget tidligt tidspunkt dannede man under Bueskytteforbundet en jagt- og feltskydningsafdeling. Der blev oprettet fraktioner i bl.a. Gentofte, København og Lyngby. Langt det meste vedr. buejagten foregik på det tidspunkt omkring København og Nordsjælland, og det fortsatte det med i lang tid.

I jagt og feltskydningsafdelingen holdt man i begyndelsen af 1960’erne (omkring 1964-65) et møde på Strandmøllekroen i Nordsjælland. Her mødtes en kreds på 15-20 mennesker, som stiftede en egentlig buejagtforening, som ikke længere havde tilknytning til Dansk Bueskydningsforbund. I denne kreds var bl.a. overlæge Ulrik Henriques, som senere blev et meget engageret medlem af og senere formand for FADB. Der var dog endnu ikke tænkt på FADB, men mere tale om en tidlig forløber.

”Almindelige” mennesker havde på det tidspunkt nok at gøre med at opretholde livet og tjene lidt penge. At buejagt derfor blev en hobby eller livsstil for mere velstillede borgere skyldtes nok – som vi alle ved i dag – at buejagt kræver adgang til midler, samt at man har god tid til rådighed – ikke mindst hvis man ønsker at deltage i udviklingen af jagten og skabe nye og bedre muligheder herfor rent politisk.

FADBs grundlæggelse
Der gik nogle år, hvor man kunne gøre, hvad man ville, men i 1960’erne varslede myndighederne samtidig, at man tænke på at lave en ny jagtlov. Den kom i 1967, og med den kom en hel del ændringer. Bl.a. blev jagten på fiskeriterritoriet berørt idet svaner og sæler blev fredet – men også buejagt blev forbudt.

Nogle af grundene til at jagtformen blev forbudt, var helt sikkert myndighedernes bekymring i forhold til anskydninger og generel jagtetik. Men forbuddet havde nok i særdeleshed noget med buejagtens forcer i forhold til krybskytteri at gøre. Et problem der stadig dengang, ud af ren fattigdom, var en udfordring for mange godser.

Lige efter jagtlovændringerne havde man en stiftende generalforsamling i Ry d. 25. februar 1977 i Danske Buejægere og Instinktivskytter – i dag Foreningen af Danske Buejægere. FADB var grundlagt.

Verdens første statistik
På verdensplan eksisterede der op til daværende tidspunkt ikke statistisk materiale for bueskudt vildt, hvorfor FADB etablerede en vildtstatistik, som alle medlemmer af foreningen, der havde nedlagt vildt med bue og pil, havde pligt at indrapportere til.

Selvom foreningen var klar over, at der kunne sættes spørgsmålstegn ved den videnskabelige statistiske værdi af dette materiale, var det hensigten at den fremtidige argumentation for og imod buejagt skulle tage sit udgangspunkt heri. Statistikken omfattede perioden 01.01.1981 – 31.12.1997 og i alt 759 stykker vildt nedlagt af danske buejægere var omfattet af denne. Statistikken dækkede over vildt nedlagt i Danmark såvel som i udlandet.

Helt frem til 1999 skulle alle buejægere, der nedlagde vildt, give omfattende oplysninger omkring alt vildt nedlagt med bue. Oplysningerne var så omfattende, at man fra FADBs side på det tidspunkt kunne svare på stort set alt. Ville nogen vide, hvor mange stykker råvildt, der var skudt fra venstre side, i regnvejr og som var gået mere end 20 meter, så kunne man svare på det.

Under nogle jagtlovsforhandlinger på Christiansborg blev Jan-Ewald Hovmand, der har siddet i FADBs bestyrelse som kasser siden 1986, ringet op af Forhandlingsudvalget. Man havde tre spørgsmål til ham i forbindelse med forhandlingerne omkring buejagten. Et af dem var, hvor mange stykker råvildt, der var blevet anskudt og ikke fundet?
De oplysninger, han gav dem, blev senere krydstjekket med Schweisshunderegisterets. De var enslydende og fra da af, vidste myndighederne, at oplysninger givet af FADB kunne vurderes som meget troværdige.

Skydeprøvens indførelse
Formålet med stiftelsen af FADB var overvejende – måske endda udelukkende – at få buejagt lovliggjort igen. Der sad nogle virkelig dygtige folk i foreningsledelsen, for hvem det i 1982 lykkedes at få en dispensationsordning igennem.

Til det formål udarbejdede man ”retningslinjer for buejagt i Danmark” og senere i 1986 med Schweisshunderegisterets nestor Torben Barkholts bistand ”Vejledning i spor -og eftersøgningsarbejde” samt anvisning af, hvor man som bueskytte kunne få den rette undervisning og opnå tilstrækkelige skydefærdigheder rundt om i landet.
Qua dette kunne man nu få en tilladelse til at gå på buejagt, ved at aflægge en skydeprøve på Kalø. Prøven gjaldt i fem år, inden man igen skulle op til fornyelse, lige som i dag.

Det gik rigtigt godt i mange år, for når prøven var bestået, var der principielt ingen forskel på, om man gik på jagt med bue eller riffel. Det var de samme regler, der gjaldt.

Med den stigende interesse, der kom for buejagten, opstod også et behov for lokalafdelinger:
Svendborg Buejægere – stiftet i 1988.
Sydjysk Buejæger Laug i Vejen – stiftet i 1989
Midtsjællands Buejægere – stiftet i 1996.
Randers Buejægere – stiftet i 1999
Nordjyske Buejægere – stiftet i 2007
Bornholms Buejægere – stiftet i 2009
Nordsjællands Buejægere – stiftet i 2012 (Nedlagt i 2019)
Sakskøbing Buejægere – stiftet i 2012
Vestjyske Buejægere – stiftet i 2012
Midtjyske Buejægere – under FADB i 2012
Aarhus Buejægere – stiftet i 2012
Himmerland Buejægere – stiftet i 2016
Østjyske Buejægere – stiftet i 2019

Buejagt atter lovliggjort
Indtil 1992 havde danske buejægere med gyldig dispensation, kunnet jage alt jagtbart vildt i Danmark. Ved jagtlovsrevisionen det år blev det første skridt taget i retning af legalisering af buejagten, idet det besluttedes, at der skulle iværksættes en undersøgelse, der efterviste bue og pils effektivitet. Indtil resultatet af den undersøgelse forelå bestemtes det, at råvildt var det største klovbærende vildt, der måtte jages med bue og pil.

Arbejdsgruppen (styregruppen) der skulle forestå undersøgelsen, blev i efteråret 1994 sammensat af følgende organisationer: Dyreetisk råd, Foreningen af dyrenes beskyttelse, Danmarks miljøundersøgelser (DMU), Skov og naturstyrelsen, Jægersborg skovdistrikt, Damarks jægerforbund og Foreningen af Danske Buejægere.

Gruppen besluttede at basere indstillingen til ministeren på et litteraturstudie over emnet. Af forskellige årsager blev opgaven med at lave en sammenstilling af den tilgængelige buejagtlitteratur i foråret 1997 overgivet til DMU. Det endelige resultat heraf forelå i begyndelsen af 1998 sammen med et oplæg til de nye krav til den fremtidige buejagtprøve.

I sommeren 1998 blev den, for buejagten, positive konklusion forelagt Vildtforvaltningsrådet, der så godt som enstemmigt indstillede legaliseringen af jagt med bue og pil til ministeren. I august 1998 underskrev ministeren den nye bekendtgørelse til loven af 1992 med råvildtet på en 5 års forsøgsperiode.

I 2004 blev jagt på råvildt atter lovliggjort og kampen for at få indført buejagt på det store hjortevildt gik i gang.

I 2018 fik man endelig åbnet op for det store hjortevildt – også denne gang på prøve i en forsøgsperiode på fem år.

Ingen dårlige sager
Gennem de mere end 40 år FADB har eksisteret har man aldrig oplevet dårlige sager. Et par gange har der været sager oppe at vende, men i de tilfælde har det enten vist sig at være relateret til armbrøst eller ulovligheder i en hegning eller andre for buejagtens sag irrelevante sager. Der har aldrig været FADB medlemmer involveret i den type sager.

Buejagt har gennem årene haft stor bevågenhed fra både radio, tv og skrevne medier. Mediedækningen har dog altid haft det rette udgangspunkt i den jagtlige sjæl eller det jagtlige ”nirvana”, som buejagten næsten er – buejagten har kort sagt altid været en god sag.

Generalforsamlingen i FADB har gennem årene udpeget seks personer/ildsjæle til æresmedlemmer:
Lars B. Thorup
Erik Larsen
Ulrik Henriques (Gået bort 24.12.1999)
Egon Bøttker
Jan-Ewald Hovmand
Lasse Kristensen (Udnævnt 2020)

FADB udgav gennem årene medlemsbladet Buejægeren, som blev udgivet fire gange om året. I 2014 blev bladet nedlagt og i dag informeres medlemmerne udelukkende gennem hjemmesiden, sociale medier og online nyhedsbrev. 

Relevante link:
Det får du som medlem af FADB
Holmegårdbuen
Tybrind Vig Buen