FADBs lærebog er nu online

Del indlæg

FADBs lærebog er nu online

FADBs lærebog er nu online FADB 2 15I denne moderne tid, hvor uanede mængder af information kan findes online, søsatte FADBs bestyrelse for et par år siden et projekt, der skulle ende ud i en online, gratis lærebog om buejagt – nu er den her!

Lang og grundig proces
Næstformand for FADB, Jørgen Vester, var fra begyndelsen tovholder på projektet, et hverv, der af personlige årsager i højere grad blev overtaget af Bjarne Elkjær i den sidste del af processen.

– Vi startede på buelærebogen i 2016, med en intention om at ende ud med det superflotte resultat, der nu foreligger. Jeg synes, vi har udnyttet det fleksible medie, som en online bog er, idet vi har lagt stor vægt på film og fotos, siger næstformanden og fortsætter:
– Da vi har valgt at lave en helt ny bog, bygget op fra bunden, har processen krævet utallige mailudvekslinger, mange telefonsamtaler, jævnlige skypemøder og en del fysiske møder, for at nå frem til bogens endelige udformning.

Gennem hele processen har det ligget FADBs bestyrelse og folkene bag bogen på sinde, at den skulle være gratis tilgængelig for alle, som et vigtigt arbejdsredskab for bl.a. udbredelse og bevarelse af buejagten i Danmark.

– Allerede fra begyndelsen gik op for mig, at rigtig mange var villige til at give en hånd med, men besluttede dog – for at bevarer overblikket – at skære lidt ned på antallet af hænder, forklarer næstformanden, men opfordrer samtidig – selv om der er tilfredse med resultatet – til at alle FADB-medlemmer kommer med eventuelle mindre ændringsforslag, ligesom redaktionen bag bogen meget gerne ser, at vores medlemmer indsender relevante fotos og eller film, som evt. kan hjælpe med at gøre bogen endnu bedre illustreret.

– Og så vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle, som har haft del i det endelige resultat – både skribenter, der blev udvalgt til at lave kapitler, såvel som dem, der ikke blev valgt, samt alle øvrige lige fra korrekturlæsere til rådgivere, slutter han.

Buejagt i Danmark
Bogen, der har fået titlen Buejagt i Danmark, kan findes på dette link: teori.fadb.dk

Den indeholder information af et omfang, således at buejagttegnsaspiranterne kan bruge den til at læse op til prøven. Bogen har derudover en mængde informationer, der ligger uden for pensum, men som alligevel har stor værdi for uddannelsen til at blive en god buejæger.

I pensum finder vi bl.a. alt om buetyper, pile, skafter osv., ligesom emner som jagtformer, praktisk buejagt og eftersøgning m.m. også gennemgås grundigt.

Udenfor pensum finder vi bl.a. information om camouflage, eksempel på teoriprøve og meget andet. I denne del af bogen er der flere kapitler som også må fange interessen hos garvede buejægere. Bl.a. har David Hauge forfattet et omfattende og meget interessant kapitel om trimning af buen. Men prøv selv at tage et kig på bogen og se om ikke, der også er noget af interesse for dig.

Tilfredshed blandt buejagttegnslærerne
Jeg er meget begejstret over, at FADB laver en online lærebog, som er “nem” at opdatere. Ud over at den kan opdateres løbende, viser projektet også, at foreningen følger med tiden, siger talsmand/formand for buejagttegnslærerne, Bjarne Olsen og fortsætter:
– Arbejdet med onlinebogen har været lang, men vi taler også om frivillig arbejdskraft, så jeg synes, det er godt gået. Det har også været spændende, at være med til at omskrive pensum i bogen, så vi er helt opdateret og jeg synes resultatet er kanon. Ikke mindst fordi bogen kommer med nye flotte billeder og små videoklip, hvilket er en moderne måde at informerer på, så vi rammer flere. Den type for information har længe været efterspurgt, når jeg har holdt kurser.

Formand for FADB, Brian Lisborg, siger om projektet:
– I kraft af at vi i sin tid valgte at nedlægge det fysiske medlemsblad og gå 100 procent online med foreningsinfo, lå denne online lærebog også som et naturligt skridt videre på platformen.

– Ikke bare giver en lærebog, der ligger i et online univers mulighed for løbende opdateringer, med denne lærebog har vi også, som forening, bedre mulighed for at indlemme nye buejægere og nå ud til dem, også efter buejagttegnet er erhvervet, fortsætter han.

– Efter at have set resultatet, må jeg bare lette på hatten og sige tak til de mange frivillige kræfter, der har bidraget med viden, indsamling af information og udarbejdelse af de mange sider. Også i forhold til denne, for medlemmerne gratis lærebog, er det en fornøjelse at være formand, slutter han.